Spørgsmål:
Hej boligejer
Vi er to personer der bor i en lejlighed, hvor vi udlejer et værelse. Lejer har opsagt med to måneders opsigelsesperiode inden vedkommende skulle flytte ind, og har valgt ikke at bo i lejligheden.
Lejeren mener ikke, at vedkommende skal betale for forbrug i opsigelsesperioden, og skriver følgende:
1. I må ikke opkræve aconto vand af mig, da der ikke er en separat måler, der måler mit forbrug af vand.
2. Normalt laver man en beregning på varmeregningen, når en lejer fraflytter et lejemål og tilbagebetaler det, der evt. er betalt for meget i aconto beløb.. i og med at jeg ikke bor i lejligheden, er jeg derfor berettiget til at få det fulde beløb tilbage. Det samme gælder for el.
Hvordan skal man kunne have en individuel vandmåler, når man udlejer et værelse? Det er jo umuligt (og en smule fjollet) at måle, hvem der trækker ud i toilettet, og hvor meget vand man hver især bruger, når der vaskes op.
Hvordan skal man lave en varme- og elberegning ved udlejning af værelset? Udover værelset er der jo også fællesarealer som køkken, stue og toiletter.
Svar:
Kære Spørger
Jeg kan ikke svare præcist på spørgsmålet, da jeg jo ikke kender lejerens lejeaftale/kontrakt.
Men normalt ved værelsesudlejning betaler værelseslejeren et bruttobeløb, netop fordi der ikke er separate målere for værelset for el, vand og varme.
Så hvis I har specificeret et beløb som betales for forbrug, mener jeg ikke lejeren i denne situation er pligtig at betale for dette.
Hvis I blot har aftalt en bruttoleje, mener jeg lejer er pligtig at betale denne i lejeperioden/opsigelsesperioden.Med venlig hilsen
Thomas Damsholt
Danske Boligadvokater, Lyngby