Spørgsmål:
Hej,
Jeg og en kammerat købte i 1996 en ejerlejlighed sammen. Han flyttede i 1998, og jeg har betalt alle afdrag og udgifter siden.
Jeg kunne på daværende tidspunkt ikke overtage lån, pga skattegæld.(udlæg i ejerhalvdel) Jeg har nu økonomisk mulighed for at overtage lånet og dermed lejligheden, da jeg kan godkendes af kreditforeningen. Min kammerat vil selvfølgelig overlade sig sin part vederlagsfrit. Er det muligt at få ham fjernet fra skødet ved ny tinglysning, og er der skattemæssige konsekvenser?
Svar:
Kære spørger,
I kan gennemføre ejerskiftet ved at din kammerat sælger sin halvdel af ejerlejligheden til dig.
Prisen skal fastsættes til handelsværdien for tilsvarende lejligheder og købesummen kan berigtiges ved at du f.eks. overtager din kammerats andel af prioritetsgælden og betaler resten kontant.
Det er udgangspunktet og når jeres købsaftale er på plads, skal den tinglyses. Tinglysningsafgift udgør 0,6 % af købesummen (dog minimum den aktuelle offentlige ejendomsvurdering) med tillæg af en fast afgift på 1.660 kr.
Som jeg forstår dit spørgsmål, kan der være en mellemregning mellem dig og din kammerat, da du har betalt afdrag på lån siden 1998. Denne mellemregning kan efter omstændighederne opgøres og indgå i berigtigelsen af købesummen, således at beløbet fradrages i den kontante del af købesummen.
Såfremt der bliver et eventuelt restbeløb, kan du eventuelt betale dette ved at udstede et gældsbrev til din kammerat.
Med venlig hilsen,
Anders Welding
Dansk BOLIGadvokat, København S