Spørgsmål:
Vores svigerfar er lige død og efterlader sig et hus, som min kone og min svoger nu ejer en halvpart af. Vi vil gerne købe svogers halvpart, hvilket han er indforstået med. Men hvordan sikrer vi os bedst mulig for eventuelle overraskelser. Huset er bygget i 1957. Skal vi have udarbejdet tilstandsrapport og elrapport og kan vi tegne en ejerskifteforsikring?
Svar:
Kære Spørger,
Idet I ønsker at erhverve den resterende halvdel af den ejendom, som din kone står som medejer af i dag, kan I ikke benytte jer af Huseftersynsordningen, hvorunder hører udfærdigelse af rapporten og deraf følgende mulighed for ejerskifteforsikringen. Huseftersynsordningen forudsætter således, at man ikke har haft rådighed/disposition over den ejendom man ønsker at erhverve. Dette krav ses I ikke at kunne opfylde.
Uanset I ikke kan anvende Huseftersynsordningen, vil det stadigvæk kunne være formålstjeneligt, at få gennemgået ejendommen ved byggesagkyndig. Derved kan der ske en afdækning af, hvilke forhold omkring husets stand, der eventuel skal indgå ved fastsættelsen af købesummen. Samtidig bør I rent juridisk sikre jer ved udfærdigelse af en købsaftale, der kan fastlægge hvilke vilkår der skal gælde for overdragelsen. Derved sikres det, at man ikke efterfølgende kommer i en situation, hvor der mellem din kone og svoger opstår uenighed om, hvilken vilkår der er gældende for jeres erhvervelse. I bør kontakte jeres lokale BOLIGadvokat angående udfærdigelse af købsaftale.
Med venlig hilsen
Rasmus H. E. Agathon
Danske Boligadvokater, Frederiksberg