Tilliden til den offentlige ejendomsvurdering er stendød | Danske BOLIGadvokater
Rådgiverportalen

Tilliden til den offentlige ejendomsvurdering er stendød

"Det er en grundlæggende forudsætning for tillid til vurderingen, at den enkelte boligejer kan se, at der betales det samme i skat som naboen, der bor i en tilsvarende ejendom," siger Danske BOLIGadvokater i kølvandet på den altomfattende kritik af SKATs håndtering af ejendomsvurderingerne.

I store dele af landet er fejlvurderinger nærmest reglen frem for undtagelsen. Ejendomsvurderingen har gennem en lang årrække været brugt til at øge skatteprovenuet.

“Niveauet er nu så højt, at det ofte udgør en månedsløn for boligejeren. Staten kan derfor ikke forvente, at boligejerne ser gennem fingrene med de mange fejlvurderinger, og vi forudser en strøm af klagesager,” udtaler Jan Schøtt-Petersen formand for Danske BOLIGdvokater.

Reelle handelspriser eller fiktive værdier

Den rigtige ejendomsvurdering er den pris, ejendommen rent faktisk sælges til. I det lys er det en nærliggende tanke at anvende salgsprisen som udgangspunkt for skatteprovenuet. Salgsprisen er en objektiv størrelse, og gennem årene har flere økonomer da også foreslået beskatning af avancen ved salget af ejendommen. Ligesom der har været forslag om at skabe et skatteprovenu gennem afgifter i forbindelse med selve boligsalget.

En vurdering er en fiktiv pris, og den har SKAT kun været i stand til at ramme i hver fjerde vurdering. I den finansielle sektor og blandt de private aktører på ejendomsmarkedet har man systemer, som rammer plet stort set hver gang, en ejendom skal vurderes. SKAT må fremskyde processen med at sikre væsentlige forbedringer i ejendomsvurderingen. En udlicitering af den offentlige ejendomsvurdering er en anden mulighed at løse problemet på.

“Da Danmark ikke kan undvære skatteprovenuet, er politikerne tvunget til at finde en løsning. Uanset hvad de måtte vælge, skal løsningen skabe sikkerhed for en forudsigelig skat på både kort og lang sigt. Det skal være en gennemskuelig og retfærdig vurdering, der er grundlag for skattebetalingen og boligejernes økonomi. Sker det ikke, vil det gryende opsving på boligmarkedet blive sat i stå igen,” udtaler boligeksperten Jan Schøtt-Petersen, Danske BOLIGadvokater.

Formand for Danske BOLIGadvokater, advokat Jan Schøtt-Petersen. mobil: 3060 3311

Danske BOLIGadvokater er en sammenslutning af advokater med speciale i boligrådgivning. De har som de eneste fået branchens blå stempel som BOLIGadvokater, fordi de udelukkende arbejder efter de etiske regler for køb og salg af fast ejendom, der er aftalt mellem Advokatsamfundet og Forbrugerrådet. Det betyder bl.a., at en dansk BOLIGadvokat yder uafhængig rådgivning og ikke må repræsentere sælger og køber i samme handel. Og det betyder også, at Danske BOLIGadvokater ikke har alliancer med andre aktører i branchen som fx banker, realkreditinstitutter, forsikringsselskaber m.v. Alle medlemmerne af Danske BOLIGadvokater har et certifikat i bolighandel. Foreningen blev stiftet i år 2000 og har i dag omkring 200 medlemmer fordelt over hele landet.


TILBAGE