Fremtiden byder på risikable boligkøb på nettet. | Danske BOLIGadvokater
Rådgiverportalen

Fremtiden byder på risikable boligkøb på nettet.

Inden længe vil det være muligt at underskrive købsaftalen på nettet, og det er en særdeles risikabel løsning, advarer Danske Boligadvokater.

En række IT-leverandører vil gøre det muligt at underskrive boligkøbsaftalen over nettet, men boligkøb er ikke sammenligneligt med køb af småvarer i netbutikker. Og det er farligt for boligkøberne at blive forledt til at tro andet, mener Jan Schøtt-Petersen, formand for Danske Boligadvokater.

40 % forstår ikke indholdet i købsaftalen

En undersøgelse for Danske Boligadvokater gennemført af Zapera viser, at ca. 40 % af boligkøberne ikke forstår indholdet i købsaftalen, og hele 50-60 % forstår ikke indhold og konsekvenser af f.eks. ejerforeningsforhold og servitutter. Og ved køberne ikke, at man bør indføre advokatforbehold, mister de samtidig den gratis fortrydelsesret, som advokatforbeholdet inkluderer.

Særligt unge førstegangskøbende er dårligt stillet. De er vant til at købe varer over nettet. Det går hurtigt og let, og betingelserne for købet læses sjældent igennem, men accepteres uden videre, og købet gennemføres. Unge mangler samtidig erfaring og viden, som kan sikre dem en ordentlig handel ved deres første boligkøb.

Underskriften binder

Når først købsaftalen er underskrevet, fanger bordet. Køber kan ikke gøre det om eller fortryde, uden at det får økonomiske konsekvenser for både køber og sælger. Ifølge Lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom har man 6 hverdage til at fortryde et boligkøb. Men det koster 1 % af købssummen:

“Hvis køber underskriver en standardiseret købsaftale på nettet, bortfalder muligheden for gratis fortrydelse, hvis køber ikke selv er opmærksom på at indføre advokatforbehold. Man kan ikke bare bytte boligen, heller ikke hvis man efter køb finder fejl eller mangler. Så har man kun den lovmæssige fortrydelsesret på 6 hverdage, og det koster 1 % af købesummen eller gennemsnitligt mellem 10.000 – 30.000 kr.,” udtaler Jan Schøtt-Petersen.

Uanset hvad bør der gøres plads til et forbehold, når man programmerer den elektroniske skabelon. F.eks. et fuldt advokatforbehold, så køber har mulighed for at sikre sig uafhængig rådgivning og tid til at gennemgå alle akter, før handlen er bindende.

Digitalisering rummer stor risiko

Alt går hurtigt på nettet. Og digital dokumenthåndtering hilses da også velkommen af Danske Boligadvokater. Det vil lette alle parter, at dokumenterne er elektronisk tilgængelige. Men hvor private ved alle andre køb har mulighed for at fortryde, levere varen tilbage og reklamere over fejl og mangler – vel og mærke uden ekstra omkostninger for køber, er det ikke tilfældet ved digitalt boligkøb. “Det er for risikabelt,” slutter Jan Schøtt-Petersen.

Formand for Danske BOLIGadvokater, advokat Jan Schøtt-Petersen. mobil: 3060 3311

Danske BOLIGadvokater er en sammenslutning af advokater med speciale i boligrådgivning. De har som de eneste fået branchens blå stempel som BOLIGadvokater, fordi de udelukkende arbejder efter de etiske regler for køb og salg af fast ejendom, der er aftalt mellem Advokatsamfundet og Forbrugerrådet. Det betyder bl.a., at en Dansk BOLIGadvokat yder uafhængig rådgivning og ikke må repræsentere sælger og køber i samme handel. Det betyder også, at Danske BOLIGadvokater ikke har alliancer med andre aktører i branchen som fx banker, realkreditinstitutter, forsikringsselskaber m.v. Alle medlemmerne af Danske BOLIGadvokater har et certifikat i bolighandel og er forpligtet til at anvende foreningens koncepter for henholdsvis køber- og sælgerrådgivning. Certifikatet betyder også, at der stilles krav til medlemmerne om løbende efteruddannelse og kursusdeltagelse, og alle medlemmer er forpligtet til at modtage besøg af en auditor, som skal kontrollere, at medlemmerne lever op til deres forpligtelser. Foreningen blev stiftet i år 2000 og har i dag omkring 220 medlemmer fordelt over hele landet.