Spørgsmål:
Min studerende søn på 25 købte per 1.1.19 en andelslejlighed på Frederiksberg for 2,7 mio.
Prisen var sat på baggrund af en helt ny valuarvurdering, der satte ejendommen med 32 boliger til 130 mio. I prisen var inkluderet en “herlighedsværdi”, hvilket angiveligt er ulovligt.
Ny valuarvurdering blev lavet, hvorved ejendomsværdien blev sænket til 123 mio. (altså med 5,3%). Dermed har sønnike jo betalt godt 130.000 kr. “for meget” for andelslejligheden.
Hvordan får han dem tilbage?
Svar:
Kære Spørger
Andelsforeningen bliver normalt ikke gjort ansvarlig ved for høje prisfastsættelser, selvom foreningen ”godkender” prisen, som valuaren fastsætter.
Valuaren kan blive gjort ansvarlig, hvis denne ved udarbejdelse af vurderingen har lavet ansvarspådragende fejl.
Der kan anlægges overpriskrav mod sælgeren, men det kræver bevis for at andelslejligheden er solgt til overpris.
Om der i din sag kan gøres krav gældende kommer an på en konkret vurdering, hvortil der er behov for yderligere oplysninger, hvorfor jeg vil anbefale dig at tage kontakt til en boligadvokat.
Med venlig hilsen/Kind regards
Erik Turley
Dansk BOLIGadvokat, Hillerød