Mår i huset | Danske BOLIGadvokater
Rådgiverportalen

Mår i huset

08.10.2020 07:40:32

 

Spørgsmål:

Kære Danske BOLIGadvokater

I dødsboet efter et familiemedlem har en ejendomsmægler solgt en villa, hvor køber et par dage efter overtagelse konstaterer, at der er en husmår, som har ødelagt 30 år gammel isolering.

I tilstandrapporten står der ingenting om mår på loftet.

Hvordan er boet stillet?

Husforsikringen for boet dækker ikke, kan køber forlange erstatning?

Svar:

Kære Spørger

Da der er udarbejdet en tilstandsrapport i forbindelse med salget, så tillader jeg mig at gå ud fra, at man fra sælgers side ligeledes har fremlagt en elinstallationsrapport og tilbudt at betale ½ præmie af et fremlagt ejerskifteforsikringstilbud.
Hvis det er tilfældet, så er sælger ansvarsfri for de mangler, som var til stede på ejendommen ved overtagelsesdagen, og som der ikke er oplyst om i tilstands- eller elinstallationsrapport.

Køber kan dog stadig rette et krav mod sælger, hvis sælger har handlet svigagtigt eller groft uagtsomt.
I et tilfælde som det, der er beskrevet i spørgsmålet vil det f.eks. være svigagtigt, hvis repræsentanter fra dødsboet har undladt at oplyse om mårangrebet, hvis man ellers vidste at der var et sådan. Man har i en bolighandel en loyal oplysningspligt, og tilsidesættes denne, ifalder man et ansvar.

Hvis mårangrebet har været tydeligt – og den byggesagkyndige har besigtiget loftet, og dermed burde have konstateret angrebet – må køber evt. rette et krav mod den byggesagkyndige.

Jeg har desværre ikke nok oplysninger om sagen til at kunne svare endeligt herpå. For en fyldestgørende besvarelse, vil jeg anbefale, at i kontakter en BOLIGadvokat og gennemgår sagen med denne.

Med venlig hilsen

Rasmus Lindsten
Dansk BOLIGadvokat, Nykøbing Falster


TILBAGE

Spørg BOLIG-brevkassen

Søg i brevkassen

Køb bolig
Sælg bolig
Andelsbolig
Sommerhus
Nybyggeri/ombygning
Leje
Erhverv
Tvangsauktion
Ejerforhold
Dokumenter
Fejl og mangler
Økonomi
Diverse