Gæld til Skattestyrelsen | Danske BOLIGadvokater
Rådgiverportalen

Gæld til Skattestyrelsen

02.02.2021 09:49:11

 

Spørgsmål:

Min sambo (vi er ikke gift) og jeg ejer 50 % hver af vores hus.

Min kæreste er kommet i noget uføre rent skattemæssigt ift. hans firma. Jeg vil gerne købe hele huset, da jeg frygter, de konsekvenser det kan få for mig/os og børnene.

Banken godtager, at jeg overtager hans andel, hvis min kæreste fortsat hæfter for gæld.

Er jeg så fredet? Eller kan SKAT fortsat komme efter huset, idet han hæfter for gæld?

Svar:

Kære Spørger

Ved at købe din kærestes andel af huset, kan du sikre dig, at SKAT ikke begærer huset på tvangsauktion, og at I dermed mister jeres bolig, men du skal være opmærksom på, at han ikke bare kan forære dig sin andel uden risiko. Skal du være helt sikker, er du nødt til at betale markedsværdien for hans ejerandel. Kan huset eksempelvis sælges for kr. 2.000.000 i fri handel, skal du i princippet betale ham kr. 1.000.000 som led i overdragelsen. Spørgsmålet er, om du kan og vil finansiere dette. Betaler du ikke, eller betaler du et mindre beløb end ejerandelens egentlige værdi, er der risiko for, at SKAT kan få overdragelsen omstødt ved at begære din kæreste konkurs, og i så fald kan SKAT alligevel kræve tvangsauktion over huset.

Til orientering kan du betale købesummen til din kæreste helt eller delvist ved at overtage gæld i huset, som han hæfter for. Hvis han fortsat hæfter for gælden, vil der dog ikke være tale om betaling.

Du bør også undersøge de skatte- og afgiftsmæssige konsekvenser af en eventuel overdragelse mellem jer. Dette er en anden problemstilling, som jeg ikke kan komme nærmere ind på her.

Med venlig hilsen / best regards

Henrik Palmkvist
Dansk BOLIGadvokat, København


TILBAGE

Spørg BOLIG-brevkassen

Søg i brevkassen

Køb bolig
Sælg bolig
Andelsbolig
Sommerhus
Nybyggeri/ombygning
Leje
Erhverv
Tvangsauktion
Ejerforhold
Dokumenter
Fejl og mangler
Økonomi
Diverse