Spansk kollega adresse i Danmark | Danske BOLIGadvokater
Rådgiverportalen

Spansk kollega adresse i Danmark

11.05.2021 09:55:58

 

Spørgsmål:

Hej Danske BOLIGadvokater

Jeg har en kollega fra Spanien, der er ved at flytte til Danmark med sin familie.

De har endnu ikke fundet bolig, men for at kunne gøre processen nemmere for ham i at få tildelt sygesikringsbevis mv., vil jeg gerne tilbyde ham at have adresse hos mig i en måned eller to, således at formaliteterne kan klares.

Han kommer ikke til at bo hos mig, da han skal bo på hotel, og han skal derfor ikke betale noget.

Spørgsmålet er, om der er noget, jeg skal være opmærksom på her?

På forhånd tak for hjælpen.

Svar:

Kære Spørger

Jeg vil på det kraftigste fraråde dig at registrere din spanske kollega på en adresse, hvor han i realiteten ikke opholder sig, da enhver skal folkeregistreres på den adresse, hvor man faktisk bor. Dette fremgår klart af CPR-loven.

Dette forhindrer dog selvsagt ikke din kollega i at opholde sig her i landet, mens din kollega og dennes familie får tildelt et CPR-nummer, da de kommer fra et EU-land. Ansøgning herom skal dog ske straks, såfremt opholdet skal vare over 3 måneder.

For yderligere spørgsmål vil jeg anbefale dig at kontakte en advokat med ekspertise heri, da dette falder uden for Danske Boligadvokaters normale kompetenceområder.

Med venlig hilsen

Henrik Kieler
Dansk BOLIGadvokat, Hillerød


TILBAGE

Spørg BOLIG-brevkassen

Søg i brevkassen

Køb bolig
Sælg bolig
Andelsbolig
Sommerhus
Nybyggeri/ombygning
Leje
Erhverv
Tvangsauktion
Ejerforhold
Dokumenter
Fejl og mangler
Økonomi
Diverse