Spørgsmål:
Kære BOLIGadvokat
Jeg udlejer en lejlighed, hvor der er kommet en stor vandskade pga. en håndværkerfejl.
Lejligheden var derfor ubeboelig og lejeren måtte flytte ud af lejligheden, mens skaden blev udbedret.
Lejeren fandt selv en løsning, hvor lejeren flyttede ind ved en veninde.
Håndværkerens forsikringsselskab lavede en mundtlig aftale med lejer om, at de ville betale for huslejen i den periode, hvor lejligheden var ubeboelig.
Forsikringsselskabet er efterfølgende kontaktet, og de mener ikke at denne aftale er indgået og ønsker derfor ikke at tilbagebetale huslejen.
Lejeren har ikke en indboforsikring, og lejeren mener nu, at det er mig, der skal betale for huslejen i den periode.
Hvordan skal jeg forholde mig til det, som udlejer af lejligheden?
Svar:
Kære Spørger
Tak for dit spørgsmål.
Det er ærgerligt, at der ikke foreligger en skriftlig accept fra håndværkerens forsikringsselskab om, at de vil afholde huslejen i perioden, hvor vandskaden udbedres, og hvor lejer skal genhuses. Så havde der ikke været tvivl herom.
Som udgangspunkt vil det være sådan, at når lejer ikke har adgang til hele eller dele af lejeboligen, så har lejer krav på at få nedsat huslejen, idet lejer i denne situation ikke får hvad lejer betaler for.
I en situation, hvor lejer ikke har adgang til lejligheden i en længere periode, kan lejer i visse situationer kræve, at der ikke betales husleje.
Jeg vil dog klart anbefale dig, at kontakte en BOLIGadvokat og drøfte sagen nærmere med denne, da der kan være nuancer i sagen, der ændrer på ovennævnte udgangspunkt.
Med venlig hilsen
Rasmus Lindsten
Dansk BOLIGadvokat, Nykøbing Falster