Spørgsmål:
Kære BOLIGadvokat
Jeg overtog et hus pr. 01.09.2021, hvor sælger i købsaftalen oplyste, at han fylder vand på gasfyret 3-4 gange om året, men ellers fungerer fint.
Jeg kontaktede en VVS straks efter overtagelsen, som forsøgte flere ting, men som ikke løste problemet. VVS’eren siger, at gasfyret er slidt.
Det viste sig mystisk nok ret hurtigt, at jeg skulle påhælde vand noget oftere end det af sælger oplyste.
Jeg er nu i gang med udskiftning til luft til vand-varmepumpe, og sjovt nok oplyser den lokale VVS’er, at han i sælgers ejertid kiggede på fyret og oplyste til sælger, at gasfyret var slidt og stod for en udskiftning.
Kan jeg på nogen måde gøre sælger erstatningsansvarlig på baggrund af urigtige oplysninger?
Jeg modtog tilstandsrapport og tilbud om ejerskifteforsikring, men har ikke tegnet ejerskifteforsikring.
Svar:
Kære Spørger
Jeg mener, at det vil blive vanskeligt at opnå erstatning hos sælger til trods for, at han nok har givet urigtige oplysninger og dermed har handlet groft uagtsomt eller decideret svigagtigt.
Et erstatningskrav kan komme på tale, hvis du har købt ejendommen for dyrt pga. det udslidte gasfyr. Det er din bevisbyrde, og det kan blive vanskeligt at dokumentere, at huset skulle eller burde have været handlet billigere, hvis de rigtige oplysninger forelå på handelstidspunktet.
Jeg vil ikke afvise, at du kan bevise, at handelsprisen burde have været lavere – måske i omegnen af kr. 20.000 – men det kan formentlig ikke betale sig for dig at føre sag, når kravet ikke er større. Årsagen er, at der naturligvis vil være omkostninger ved at føre sag. En nettogevinst ved at føre sagen vil derfor – formentlig – være mindre end et erstatningsbeløb. Hertil kommer, at der altid er risiko for, at man ikke får medhold (procesrisiko).
Med venlig hilsen
Henrik Palmkvist
Dansk BOLIGadvokat, København Ø