Spørgsmål:
Kære BOLIGadvokat
Vi underskrev købsaftale dec. 2021 med overtagelse d. 1 aug 2022 på hus. Da vi så på det, var der ikke fejl og mangler.
Da vi overtager huset 1 aug. konstatere vi, at bryggersvandhanen ikke kan slukke efter vi har tændt den samt at bordpladen er rådden – dette så mægler også.
Ligeledes er der blevet sat et nyt gas fyr op uden nogle godkendelser eller skrivelser på dette – det gør også, at der er en ventil, der ikke virker.
Vi skal derfor selv dreje på hanen for at få varme ud i huset, og ikke hvor den selv finder ud af om det er nødvendigt.
For øvrigt er der kommet en grøn stribe på trægulvet 10×70 cm. Vinduerne ud til haven er ridset, som om hunden har hoppet op og ned konstant.
Vi har henvendt os til sælger, men denne mener ikke, at de skal gøre noget da alt “virker”.
Vi mener ikke, at det er hvad vi skrev under på og mener ikke det er noget vi skal betale for at få ordnet.
Det skal siges vi har ikke ejerskifteforsikring.
Er vi forkert på den eller ej?
Svar:
Kære Spørger
Først og fremmest kan I ikke tvinge sælger til at udbedre forholdene, og udgangspunktet er, at sælger ikke har noget ansvar, fordi der netop er udarbejdet tilstandsrapport. Da der er tale om forhold, der er opstået efter udarbejdelsen efter udarbejdelsen af tilstandsrapporten, har I imidlertid – teoretisk – mulighed for at kræve kompensation af sælger, medmindre andet er aftalt i købsaftalen mellem jer. Det ved jeg ikke, da jeg ikke er i besiddelse af købsaftalen.
Om I har ret til kompensation afhænger navnlig af, om I kan bevise, at forholdene er opstået efter udarbejdelsen af tilstandsrapporten. Det kan blive svært, men selv hvis det er tilfældet, er det ikke sikkert, at I kan opnå kompensation. Det vil kræve, at sælgeren er erstatningsansvarlig over for jer. Et erstatningsansvar vil formentlig kun foreligge, hvis manglerne var til stede, da I indgik købsaftalen, og at sælgeren desuagtet undlod at fortælle jer herom. For gasfyret kan det være anderledes, hvis der er tale om arbejder, som sælger selv har udført. I så fald kan sælger blive ansvarlig for at dække jeres omkostninger til udbedring heraf. Det vil dog kræve, at sælgers arbejder på gasfyret ikke er udført korrekt.
Ved min besvarelse har jeg lagt til grund, at de samlede udbedringsomkostninger er bagatelagtige sammenlignet med købesummen. Dermed har I ej heller ret til at afslag i købesummen.
Med venlig hilsen
Henrik Palmkvist
Dansk BOLIGadvokat, København Ø