Spørgsmål:
Kære BOLIGadvokat
Min far bor i eget hus, og vil gerne flytte, men kan ikke sælge huset til den pris, som der er gæld for pt. Han har ej heller mulighed for at blive boende pga. de stigende energipriser, trods mulighed for at udskyde regningerne.
Han er på folkepension og har ingen formue eller aktiver af værdi.
Hvis huset går på tvangsauktion, kan han så blive dømt til at skulle betale af på en stor gæld til realkreditinstituttet ud af sin folkepension?
Han har ingen anden gæld, har slukket for varmen, men kan ikke betale den næste gasregning eller de efterfølgende, da han har brugt alle reserver nu.
Svar:
Kære Spørger
Det er korrekt, at han hæfter for den del af gælden, der ikke bliver dækket under tvangsauktionen.
Kreditorerne vil dog ikke have mulighed for at inddrive deres tilgodehavende hos ham, da han er uden formue og udlæg kan ikke gøres i hans lønindtægt.
Din far kan med andre ord vælge ikke at betale gælden.
Han vil desuden opfylde alle betingelser for at opnå gældssanering.
Gældssanering vil han kunne få ved ansøgning til den stedlige skifteret, da hans situation må siges at være afklaret, og uden udsigt til at han selv på noget tidspunkt kan betale sin gæld.
Min vurdering er, at han her helt vil kunne få slettet sin gæld.
Jeg synes ikke, at din far skal forsure sin tilværelse med spekulationer over sin situation, som han ikke kan gøre noget ved.
Jeg vil foreslå, at du tager ham med til advokatvagten, hvor han gratis kan få klarlagt sine muligheder, hvis ovenstående ikke er tilstrækkelig.
De fleste byer har en lokal advokatvagt, hvor man kan få hjælp fra de advokater, der har praksis i eller nær byen, typisk én gang om ugen og ofte på det stedlige bibliotek.
Med venlig hilsen
Dennis Holm Pedersen
Danske BOLIGadvokater, Kgs. Lyngby