Spørgsmål:
Kære BOLIGadvokat
Min hustru og jeg separeres, og vi ønsker af beholde vores sommerhus som ejere. Vi har tre spørgsmål.
Vi har udarbejdet en samejeaftale, som angår brug af sommerhuset og evt. salg til den ene part af os. I hvilke tilfælde er der krav om, at en sådan aftale tinglyses?
Det andet spørgsmål er: Kan den ene part af os sælge sin halvdel til den anden part til en lavere pris en markedsprisen (eller den offentlige ejendomsvurdering)? Hvis ikke, hvad er begrundelsen herfor?
Det tredje spørgsmål er: Er der krav om dokumentation om vurdering af ejendomsværdi fra en ejendomsmægler, når et hus sælges?
Svar:
Kære Spørger
Der er ikke krav om, at en samejeaftale skal tinglyses, og det er heller ikke nødvendigt. Det kunne eksempelvis være nødvendigt, hvis aftalen indeholdt rettigheder, der tilkom en anden person end du og din hustru.
Så længe salget sker som led i separation eller skilsmisse, kan I selv bestemme handelsprisen ved overdragelse af huset mellem jer. Når I først er skilt, skal I sælge til markedsprisen, medmindre køberen er indforstået med at betale ekstra skat, jf. nedenfor. Markedsprisen kan være vanskelig at bestemme. Det kan derfor være en god idé at indhente en vurdering fra en uvildig ejendomsmægler, men der er intet krav herom.
Risikoen ved at sælge til under markedsprisen er, at SKAT kan vurdere, at der dermed er ydet en gave svarende til differencen mellem markedsprisen og den aftalte købesum. I så fald skal køberen betale (indkomst)skat af dette gavebeløb.
Med venlig hilsen
Henrik Palmkvist
Dansk BOLIGadvokat, København Ø