Til kamp mod Fake Facts | Danske BOLIGadvokater
Rådgiverportalen

Danske BOLIGadvokater og informationsportalen DinGeo går til kamp mod Fake Facts

I dag søger vi på nettet – uanset næsten hvad vi skal – om vi skal købe, sælge eller blot er i tvivl om et mindre spørgsmål. Og informationerne er uendelige – hvilke skal man tro på og hvordan skal man navigere rundt i mængden af oplysninger?

Boligkøbere har større adgang til fakta end nogensinde før. De er rustet til tænderne med oplysninger lige fra risiko for oversvømmelse i området til vandets hårdhedsgrad, rapporter om energi, el og ejendommens tilstand.

”Til gengæld har de svært ved at få overblikket og vide, hvilke informationer der er korrekte og hvordan de skal tolkes. Og ikke mindst, hvilke konsekvenser de forskellige oplysninger har for deres fremtidige boligforhold”, siger Jan Schøtt-Petersen, formand for Danske BOLIGadvokater.

Uden sminke

En af de nye kanaler med information om drømmeboligen er www.dingeo.dk. Her har man samlet alle offentlige oplysninger om boliger. Der er oplysninger om kommunen, trafikstøj, radonrisiko, forurening i området og meget mere. Det er derfor informationer, som ikke er ”sminket” eller ufuldstændige, og så er de helt uafhængig af sælger og dennes rådgiver.

Men hvordan kan du bruge disse oplysninger konstruktivt i dit boligkøb? Kan du overskue alle oplysningerne og vende dem til din fordel? Ved du hvad der trækker husprisen ned – hvad du skal slå på, for at få et nedslag i husprisen? Og når du har opnået et nedslag i prisen – er prisen så fortsat for høj – fordi der måske er andre forhold i købsaftalen, der burde trække prisen yderligere ned?

”Vi ser, at flere og flere boligkøbere har fået en mængde data fra ejendomsmægleren og herudover har hentet hele informationspakken på DinGeo, men i takt med at mængden af tilgængelige data stiger, stiger behovet for rådgivning også”, forklarer Jan Schøtt-Petersen.

Uafhængig rådgivning gennemskuer fake facts

Danske BOLIGadvokater har valgt at være synlige netop der, hvor de fleste boligkøbere selv indsamler deres informationer. Tanken er, at det skal være let for boligkøberne, at få direkte adgang til uafhængige specialister i boligrådgivning som kan hjælpe med, at gennemskue data og undgå de fælder, som gemmer sig i mængden af data.

”Det kræver erfaring og overblik at vurdere de mange oplysninger om drømmeboligen og deres konsekvenser for boligens pris, den fremtidige privatøkonomi og familiens forhold nu og i fremtiden”, forklarer Jan Schøtt-Petersen og fortsætter, ”Vi har som mission at varetage forbrugernes interesser, så de kan få en tryg og sikker bolighandel”.

Danske BOLIGadvokater er som de eneste blåstemplet af både Advokatsamfundet og Forbrugerrådet, og foreningens medlemmer er underlagt særlige etiske regler og audit.


TILBAGE