Spørgsmål
Kære BOLIGadvokat
Jeg er ved et tilfælde kommet i besiddelse af energimærkerapporten for vor ejerlejlighedsforening. Desværre kan jeg konstatere, at flere forhold omkring vor klimaskærm / isolering er voldsomt forskønnede. Jeg mistænker desværre også af forskellige årsager, at det er et bevidst valg bestyrelsen har gjort. Kan jeg som ejer af en lejlighed gøre noget for at få ændret energimærket, ud over at bede bestyrelsen om at få ændret grundlaget, og hvordan vil jeg være stillet, hvis en anden ejer, som har købt lejlighed i forventning om, at boligen har et bestemt energimærke, skulle beslutte sig for at søge erstatning, såfremt energimærket viser sig at være lavere (konkret E i stedet for D), og vedkommende derfor mener, at han fx har lidt et økonomisk tab. Vil man i så fald kunne holde bestyrelsen ansvarlig?
Svar
Kære spørger
Grundlaget i de rapporter, der udarbejdes for at give information omkring ejendomme, skal naturligvis være korrekt. Du kan og bør derfor som medlem af ejerforeningen orientere bestyrelsen, såfremt du mener, at rapporten indeholder fejlagtige oplysninger.Dette også begrundet i, at du med viden – eller burde viden, om at der kan være forkerte oplysninger i energimærkningsrapporten, formentlig vil betragtes som at være i ond tro overfor eventuel køber af din lejlighed, hvis du ikke foretager noget. Derved kan du risikere, at der rettes erstatningskrav mod dig, såfremt de forkerte oplysninger har betydning for prissætningen af ejendommen, og en køber derved har lidt et tab.En bestyrelse bør foretage undersøgelse som følge af en konkret henvendelse om fejl i rapporter/oplysninger om ejendommen, som kan have betydning for nuværende og kommende medlemmer, for at sikre sig at undgå at ifalde ansvar for et evt. opstået tab som følge deraf.
Med venlig hilsen
Cecilia Nakskov Veistrup
Advokat (L)