Spørgsmål
Kære BOLIGadvokat,
min datter bor i Brande (Feddet), og her har grundejerforeningen besluttet, imod min datters vilje, at undersøge muligheden for at købe en grund, der ligger øst for området på den anden side af Brande Å, fordi man er nervøs for, ar der bliver bygget huse på grunden, eller fældet træer, hvilket beboerne, der har ejendomme ned mod åen, mener vil genere dem. Nu ligger min datters ejendom IKKE ned mod åen, og hun vil derfor aldrig blive generet af eventuelt byggeri på den anden side. Alligevel mener foreningen, at man kan tvinge hende og alle andre medlemmer til at deltage i betalingen af grunden baseret på et simpelt flertal. – Kan man overhovedet definere det som en gene, at der bygges i nabolaget? – Må en grundejerforening beslutte at købe fast ejendom? – I givet fald, kan man påtvinge alle, uanset at de ikke får fordel af købet, at deltage i den meget store udgift?
Svar
Kære Spørger
Om man må købe grunden vil afhæng af Grundejerforeningens formålsbestemmelse i vedtægterne.
Det er ikke nogen normal situation og selvom Grundejerforeningens formålsbestemmelse i vedtægterne indeholder en sådan mulighed, så vil en sådan beslutning normalt kræve 2/3 flertal.
Hvis ikke Grundejerforeningens formålsbestemmelse i vedtægterne giver mulighed for at købe grunden, kan det kun vedtages med 100% enstemmighed, hvilket reelt så ikke kan lade sig gøre da din datter vil stemme imod.
Med venlig hilsen
Thomas Damsholt
Advokat (H)