Andelsboligen er ungdommens foretrukne boligform og skabt til at dække det boligbehov, som findes mellem lejeboliger og ejerboliger. Hvis Venstres uigennemtænkte forslag om at ophæve maksimalprisen gennemføres, er det ensbetydende med, at andelsboligen ophører som boligform. Ophævelsen af maksimalprisen vil nemlig betyde, at det vil være umuligt at begrunde fastholdelsen af de øvrige særregler, som kendetegner andelsboligformen
Danske Boligadvokater bakker op om minister for By, Bolig og Landdistrikter Carsten Hansen, Andelsboligforeningens Fællesrepræsentation og en række advokater, som alle tager afstand fra det uigennemtænkte forslag om at ophæve maksimalprisen på andelsboliger.
Fuldstændig uden sammenhæng med virkeligheden
Andelsboliger kan overdrages nemt og billigt og har typisk en overkommelig boligafgift (husleje). Samtidig hæfter andelsboligejere som regel kun med deres indskud i modsætning til ejerlejlighedsejere, som ikke har denne begrænsning. Sætter man imidlertid priserne fri for andelsboliger, vil man også være nødt til at ændre væsentligt på de andre regler, som denne boligform er underlagt, og dermed vil hele grundlaget for denne særlige boligform forsvinde
Som eksempler på særregler, der gælder andelsboliger kan det – ud over hæftelsen – nævnes, at andelsboligejere ikke betaler ejendomsværdiskat, hvilket står i skærende kontrast til ejerboligejere. Det er svært at se, hvad der skal begrunde disse forskelle fremover, hvis prisfastsættelsen sættes fri.
En anden konsekvens må være, at reglerne om tilbudspligt i lejeloven må afskaffes, fordi det vil kunne udløse voldsom prisspekulation, når lejere, der køber udlejningsejendomme til en fastsat pris, kan omdanne dem til andelsboliger og sælge dem uden prisbegrænsning. Man sætter dermed en desværre “effektiv” stopper for, at lejere fremover kan benytte sig af denne mulighed.
Forslaget er i det hele taget uigennemtænkt og vil udløse uoverskuelige og kaotiske tilstande på boligmarkedet.
Drop forslaget, og lad andelsboligformen leve videre.
Formand for Danske BOLIGadvokater, advokat Jan Schøtt-Petersen. Mobil: 3060 3311
Danske BOLIGadvokater er en sammenslutning af advokater med speciale i boligrådgivning. De har som de eneste fået branchens blå stempel som BOLIGadvokater, fordi de udelukkende arbejder efter de etiske regler for køb og salg af fast ejendom, der er aftalt mellem Advokatsamfundet og Forbrugerrådet. Det betyder bl.a., at en dansk BOLIGadvokat yder uafhængig rådgivning og ikke må repræsentere sælger og køber i samme handel. Og det betyder også, at Danske BOLIGadvokater ikke har alliancer med andre aktører i branchen som fx banker, realkreditinstitutter, forsikringsselskaber m.v. Alle medlemmerne af Danske BOLIGadvokater har et certifikat i bolighandel. Foreningen blev stiftet i år 2000 og har i dag godt 150 medlemmer fordelt over hele landet. Du kan læse mere på www.danskeboligadvokater.dk, og www.facebook.com/danskeboligadvokater og www.youtube.com/danskeboligadvokater.