Spørgsmål:
Dækker ejerskifteforsikringen, hvis der i tilstandsrapport står at der på huset er eternittag uden asbest, og det så viser sig når taget skal skiftes at taget indeholder asbest?
Svar:
Ejerskifteforsikring dækker skader på ejendommen.
Ud fra det, du skriver, kan jeg ikke se, at der skulle være en ”skade”, som ejerskifteforsikringen skal dække.
Hvis man skifter et tag, som man troede var uden indhold af asbest, men det viser sig ikke at være tilfældet, er der i min optik ikke tale om en skade, der kan dækkes under ejerskifteforsikringen.
Der er dog ingen tvivl om, at tilstandsrapporten har været misvisende, og at det vil i udgangspunktet medføre dækning via ejerskifteforsikringen, men det vil kræve, at der er en skade, som kræver udbedring, og det er i så fald udgifterne til udbedring af denne skade, som ejerskifteforsikringen vil dække.
Hvis der er ekstraomkostninger forbundet med udskiftning af taget, eksempelvis til håndtering af asbesten, er det muligt, at den byggesagkyndige kan blive erstatningsansvarlig herfor. Dette kan I eventuelt prøve at undersøge. Ejerskifteforsikringen vil dog med al sandsynlighed ikke dække sådanne merudgifter.
Med venlig hilsen / best regards
Henrik Palmkvist
Advokat (H)