Spørgsmål:
Skal jeg oplyse folkeregisteret at jeg nu både ejer sommerhus og andelsbolig. Altså har to adresser. Jeg har kun fast adresse i min andelsbolig, da jeg stadig arbejder.
Svar:
Nej. Du skal ikke oplyse Folkeregisteret, at du også har et sommerhus. Du skal alene oplyse Folkeregisteret, hvor du har din primære bolig, hvilket er andelsboligen.
Vær også opmærksom på, at man skal bo i en andelsbolig. Flytter du din adresse væk derfra, risikerer du, at andelsboligforeningen ekskluderer dig fra foreningen, hvilket vil have den konsekvens, at foreningen sælger din andel, og du skal flytte. Eksklusion vil dog kræve, at du reelt har bosat sig dig et andet sted, og du kun benytter andelsboligen i begrænset omfang.
Selv om man ejer en andelsbolig, må man naturligvis godt have et sommerhus, hvor man også jævnlig opholder sig. Det er dog et krav, at man er i andelsboligen det meste af tiden.
Med venlig hilsen / best regards
Henrik Palmkvist
Advokat (H)