Spørgsmål:
Der er til vores hus/indkørsel en servitut på privat færdselsret til ubebygget grund bag vores hus. Grunden blev solgt fra i 1997 hvor færdselsretten blev tinglyst. Vores spørgsmål går på, om der er nogen muligheder for at en sådan færdselsret kan ophæves. Nuværende ejer bruger det som naturgrund/storhave med adgang til den fra deres egen beboelse. Indkørslen bliver brugt til at køre haveaffald ud en gang i mellem. Ikke hver uge. Der er bebyggelse rundt om grunden, så det ligger ikke lige for at grunden bliver solgt.
Vores spørgsmål er, om den kørsel som foregår nu er nok til at en færdselsret, som er meget generende, skal opretholdelse, og om det er muligt at få en sådan servitut annulleret med begrundelse i at da den blev tinglyst var det som byggegrund, og ikke som kolonihave/storhave til eksisterede beboelse.
På forhånd tak.
Svar:
Kære Spørger
Jeg kender ikke indholdet af servitutten, men det klare udgangspunkt er, at den ikke kan aflyses, uden at de påtaleberettigede tillader dette.
Den færdsel, du beskriver, er som udgangspunkt tilstrækkelig, og spørgsmålet er, om det i det hele taget kan kræves, at der sker færdsel, når der forefindes en servitut, der tillader dette.
Med venlig hilsen
Thomas Damsholt
Dansk BOLIGadvokat, Lyngby