Spørgsmål:
Jeg har overtaget min nye ejendom inden mit hus er solgt.
Kan jeg flytte i det nye hus og stadig få skattefri fortjeneste af det gamle hus?
Svar:
Kære Spørger
Du kan roligt flytte.
Avancen ved salg af din ejendom er ifølge ejendomsavancebeskatningsloven skattefri, så længe ”huset har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen”.
Det har således ingen betydning, at du flytter, inden du har solgt dit hus.
Du skal blot have anvendt huset som bolig i et tidsrum, mens du har ejet huset. Det behøver ikke at være hele din ejerperiode.
Med venlig hilsen
Henrik Palmkvist
Dansk BOLIGadvokat, København Ø