Spørgsmål:
Min formidlingsaftale er udløbet for over et 1/2 år siden, men min mægler mener, at det er underforstået, at han fortsat har den til salg. En kunde har kontaktet både mig og mægler. Må jeg sælge uden om mægler?
Svar:
Kære spørger
Det klare udgangspunkt er, at formidlingsaftalen ikke automatisk forlænges. Ejendomsmægleren har derfor som udgangspunkt kun din ejendom til salg, hvis I har aftalt det.
Det følger dog af lov om formidling af fast ejendom m.v., at en ejendomsmægler har ret til salær, hvis der efter formidlingsaftalens ophør indgås en købsaftale på baggrund af ejendomsmæglerens indsats og uden en anden ejendomsmæglers medvirken. Så, selv om en formidlingsaftale er udløbet, kan ejendomsmægleren alligevel have ret til vederlag ved salg af ejendommen.
Ved bedømmelsen heraf, lægges der særligt vægt på, om formidlingsaftalen er opsagt eller udløbet, på hvor lang tid der er gået siden formidlingsaftalens ophør, samt om ejendomsmægleren har udarbejdet købsaftalen. Herudover lægges vægt på, om der har været ført forhandlinger om vilkårene for salg mellem køber og ejendomsmægleren, og om købsaftalen, der indgås efter formidlingsaftalens ophør, er på samme vilkår, som disse forhandlinger har omhandlet. Det kan også indgå i vurderingen, om du og ejendomsmægleren har talt om en handel efter aftalens udløb, om ejendomsmægleren har en nøgle til din ejendom og lignende. Endvidere vil det formentlig indgå i vurderingen, hvorfor den potentielle køber har kontaktet ejendomsmægleren – er det sket fordi ejendomsmægleren annoncerer ejendommen, fordi køberen kunne huske at have set ejendommen til salg eller noget helt tredje.
Som det fremgår, er der tale om en helt konkret vurdering, og da jeg ikke kender alle sagens detaljer, er det vanskeligt for mig at give et præcist svar.
Såfremt uenigheden fortsætter, kan spørgsmålet indbringes for Klagenævnet for Ejendomsformidling, der i første instans kan afgøre, om ejendomsmægleren har ret til vederlag.
Med venlig hilsen / Best regards
Henrik Palmkvist
Danske Boligadvokater, København