Spørgsmål:
Kære BOLIGadvokat
I min lejlighed i København mangler der en trækkanal.
Trækkanalen er nedlagt fra etagedækket ved gulvet til etagedækket ved loftet.
Der er dokumentation for, at den tidligere ejer har nedlagt trækkanalen under en renovation i 2014. Han mener selv, at han spurgte foreningen om tilladelse. Det mener foreningen ikke.
Jeg er nuværende ejer (lejligheden er købt i 2019), og ejerforeningen har nu givet mig en påkrævning, som siger, at jeg skal genetablere trækkanalen.
Jeg har ikke nedlagt trækkanalen, og skulle jeg genetablere trækkanelen, er den selvfølgelig ejerforeningens, da de har ansvar og ejerskab over alle de lodrette strenge.
Kan I svare mig på, om dette er mit ansvar, eller om det udelukkende er en sag mellem ejerforeningen og den tidligere ejer?
Svar:
Kære Spørger
Hvis jeg går ud fra, at du ikke i din egen købsaftale med sælger har påtaget dig nogle forpligtelser til at færdiggøre sælgers byggearbejde, kan jeg godt forstå din opfattelse af, at det må være en tvist mellem Foreningen og sælger.
Foreningen har dog normalt ret til at pålægge den aktuelle ejer forpligtelse til at bringe en installation tilbage til udgangspunktet, og du kan så gøre et krav gældende mod din sælger, som for mig at se må have det fulde ansvar, som du beskriver situationen.
Det vil være en klar anbefaling fra mig, at indhente et fast tilbud – evt. med Foreningens hjælp – og forelægge dette for sælger til betaling.
Alternativt ender sagen måske ved domstolene, hvor du kan få retshjælpsdækning i relation til de primære omkostninger, men på det tidspunkt bør du under alle omstændigheder kontakte en boligadvokat med praktisk erfaring for at få den nødvendige bistand.
Med venlig hilsen/Kind regards
Erik Turley, advokat (H)
Dansk BOLIGadvokat, Hillerød