Spørgsmål
Kære BOLIGadvokat,
Jeg ejer et hus 50/50 med min ex kæreste, som vi har haft til salg i ca. 3 mdr. Jeg har, imod min ex kærestes ønske, boet hos mine forældre i ca. 1 1/2 måned. Han ønskede at vi boede der sammen til huset blev solgt, men det var ikke rart for mig. Jeg kommer i huset en gang imellem når han ikke er hjemme, for at ordne haven, hente ting, og gøre i stand i forhold til salget. Nu kræver han at jeg skifter adresse, så kun han officielt bor der. Jeg ved at han kræver det for at genere mig og jeg ønsker svar på hvilke konsekvenser det evt. kan have hvis jeg skifter adresse. – Vil han lovligt kunne nægte mig adgang til huset? – Vil det have nogen betydning i forhold til en eventuel bo fordeling? – Kan han på nogen måde drage fordel, eller få rettigheder han kan bruge imod mig, af at jeg flytter adresse? Håber I kan hjælpe mig.
Svar
Kære spørger,
Adresseflytning kan og vil ikke ændre ejerskabet, herunder i øvrigt ikke dit krav på provenu fra salg. Herom skal der i så fald indgås skriftlig udtrykkelig aftale.
I forhold til fordele/rettigheder mv., kan det – når du er fraflyttet ejendommen – være relevant at kræve, at din ex-kæreste betaler husleje til dig, og at han alene afholder omkostninger til forbrug. I skal dog fortsat fælles betale til eventuel fælles lån, ejendomsskatter mv.
Du kan ikke ”komme og gå”, som du ønsker, hvis du er fraflyttet. Hvis du flytter helt – og skifter adresse – anbefales du i den situation at indgå skriftlig aftale med din ex-kæreste om, hvornår og under hvilke betingelser/situationer, du kan tilgå ejendommen. Dette f.eks. ved klargøring til fremvisning.
Det er vanskeligt, at have mening om eventuelle fordele for din ex-kæreste, uden nærmere indsigt i hans situation. Men måske der kunne være en fordel i forhold til krav på ydelser fra myndigheder.
Du anbefales at tage kontakt til advokat, hvis dette ønskes nærmere belyst.
Afslutningsvist kan oplyses, at såfremt du er fraflyttet, skal du ifølge lovgivning flytte din adresse til det sted, hvor du opholder dig.
________________________________________________
Med venlig hilsen
Cecilia Nakskov Veistrup
Advokat (L)