Spørgsmål:
Kære BOLIGadvokat
Vi har solgt en andelslejlighed, som vi har haft siden 2005. Køber har fjernet klik- og parketgulv i køkken og gang, fordi de ønskede at få de oprindelige gulvbrædder frem.
Det viste sig, at gulvbrædderne var i så sørgelig forfatning, at de ikke kan etableres til nogen fornuftig stand. Bestyrelsen mener, at vi hæfter for de ødelagte/nedslidte gulvbrædder pga. “manglende vedligeholdelse”. Det mener jeg imidlertid ikke kan være rigtigt – de brædder har været beskyttet så godt som overhovedet muligt i al vores tid, idet der jo har ligget gulv oven på.
Da vi overtog lejligheden i 2005 var gulvet i køkkenet 8 ½ år gammelt, og gulvet i gangen var 1 år gammelt. Skulle vi virkelig have fjernet et relativt nyt gulv for at besigtige brædderne under, hvis vi skulle undgå at hæfte for tidligere ejeres manglende vedligeholdelse?
Efter min mening må (1) foreningen bekoste udskiftning (det er set for 25 år siden i foreningen) eller (2) køber må sige “ærgerligt, gulvbrædderne var i så dårlig stand, at de ikke kan bruges, så må vi lægge nyt gulv oven på, selvom vi gerne ville have haft de oprindelige gulve“.
Jeg er med på, at man i et eller andet omfang hæfter for skjulte fejl og mangler, men noget, der intet har med os at gøre, som vi ikke har haft mulighed for at konstatere uden at skille lejligheden ad, det vil simpelthen ikke være rimeligt, hvis vi skal hæfte for det.
Svar:
Udgangspunktet er, at en køber enten kan kræve erstatning hvis det købte lider af en mangel og erstatningsbetingelserne i øvrigt er opfyldt, herunder skal sælger have været illoyal/i ond tro, eller køber kan kræve afslag i købesummen såfremt erstatningsbetingelserne ikke er opfyldt og mangelsudbedringen udgør en vis procentdel af købesummen.
Købet er dog også reguleret af den konkrete aftale, hvorfor dit spørgsmål uden kendskab til købsforholdene ikke kan besvares konkret. Men ud fra det oplyste ses der ikke umiddelbart at være et erstatningsgrundlag, og spørgsmålet er herefter, om køberne kan kræve et afslag i købesummen, fordi boligen ikke har den værdi, den blev solgt til.
Da der i dansk ret ikke gives ”nyt for gammelt”, må det formodes, at købernes krav vil være i bagatelgrænsen, hvorfor køberne ikke har et krav mod jer.
Jeg vil dog anbefale jer at tage kontakt til en boligadvokat for at få helt konkret vejledning i sagen.
Med venlig hilsen
Erik Turley
Dansk BOLIGadvokat, Hillerød