Spørgsmål:
Hej Danske BOLIGadvokater
Min mor og min mormor ejer 50 procent hver af et hus. Jeg vil gerne købe min mormors andel af huset, så jeg kommer til at eje 50 procent af huset sammen med min mor.
Hvordan gør vi det helt praktisk?
Er der et mindstebeløb jeg skal betale min mormor ud med?
Hvordan finder vi ud af hvad hun skal købes ud for?
Min mormor sidder i uskiftet bo med en bror til min mor. Han siger dog at han ikke skal have noget med huset at gøre eller evt salg til mig.
Kan man regne med, at han ikke bliver blandet ind i processen på en eller anden måde?
Svar:
Kære Spørger
En fuldstændig besvarelse vil kræve langt flere oplysninger, som ligger uden for denne brevkasse, så du bør kontakte en boligadvokat.
Men i hovedtræk er det således:
Din mormor bestemmer selv hvem hun sælger sin andel af huset til og skal ikke spørge andre. Hun kan sælge det til dig for den pris som svarer til vurderingssummen +/- 15 %, eller til handelsprisen.
Hvis du ikke kan betale kontant kan du udstede et rente- og afdragsfrit anfordringsgældsbrev til din mormor for købesummen, hvis hun vil gå med til dette.
Det skal udarbejdes en købsaftale og din andel af huset skal tinglyses med et skøde.
Din mormor skal dig være opmærksom på, at hvis hun sælger sin andel af huset til dig til favorabel pris, kan det måske komme i konflikt med den arv som hendes børn har krav på efter din mormors mand, fordi hun sidder i uskiftet bo. En boligadvokat vil kunne rådgive om dette.
Med venlig hilsen
Thomas Damsholt
Dansk BOLIGadvokat, Kgs. Lyngby