Spørgsmål:
Hej Jeg går med tanken om at købe en udlejet ejerlejlighed. Der står følgende i lejekontrakten “Lejemålets begyndelse og ophør: Lejemålet begynder 15. maj 1988 og fortsætter indtil det skriftligt opsiges. Opsigelse udlejers side kan kun ske efter paragraf 82 og 83 i lejeloven. Opsigelsesvarslet er 3mdr. til fraflytning den før i måneden.” Mit spørgsmål er så om hvis jeg køber den udlejede lejlighed, om jeg så kan flytte ind i den selv? Altså om jeg kan få opsagt lejeren og selv bruge boligen til at bo i. Jeg har kigget lidt på paragraf 82 og 83 som der står i lejekontrakten, men jeg har fået at vide at det nu står under paragraf 170 og 171. Jeg vil egentlig bare gerne vide med sikkerhed om jeg kan få lov til at opsige lejeren og selv bo i boligen, hvis jeg køber den allerede udlejede ejerlejlighed.
Svar:
Ifølge lejeloven kan du ikke opsige lejeforholdet til eget brug. Der gælder nemlig helt særlige regler for opsigelse af lejere i ejerlejligheder. Blandet andet gælder, at du selv skal have boet i lejligheden, hvis du skal have mulighed for at opsige lejeforholdet til eget brug. Denne betingelse vil i sagens natur ikke være opfyldt.
Den eneste mulighed, du vil have for at opsige lejeren, er, hvis lejeren på et tidspunkt misligholder sine forpligtelser. Det kan være misligholdelse af sin pligt til at betale leje eller tilsidesættelse af reglerne om god skik og orden. Det kan du læse om i lejelovens § 171, stk. 1, nr. 6 og § 182, stk. 1, nr. 1.
Hvis lejeren er ordentlig og pligtopfyldende, vil det betyde, at det ikke er muligt at ”komme af” med ham/hende. Du må så vente, til lejeren selv beslutter at flytte, inden du selv kan bruge lejligheden.
Med venlig hilsen / best regards
Henrik Palmkvist
Advokat (H)