Køb en del af naboens grund | Danske BOLIGadvokater
Rådgiverportalen

Køb en del af naboens grund

22.10.2020 09:26:03

 

Spørgsmål:

Min mand og jeg har forelsket os i et hus med en lidt underlig grund. Den ender i en spids op til naboens grund, som også ender i en spids.

Naboens grund er meget stor og ligger langs et vandløb. Vandløbet kan vi lige nøjagtig ikke komme ud til via vores grund pga. naboens spids.

Umiddelbart tænker jeg ikke naboen vil komme til at savne en lille smule af hans spids, hvis købte den del af hans grund. Men det vil give os måske fire meter vandløb i enden af vores have.

Jeg mener ikke, at vandløbet hører til naboens grund men også bare løber langs grunden.

Vil det være muligt at anmode om køb af et lille stykke af naboens grund?

Hvad er proceduren?

Hvad kan man retfærdigvis tilbyde for et lille stykke grund, hvor naboen nok alligevel aldrig sætter sine fødder?

Svar:

Kære Spørger

Selvfølgelig kan I anmode naboen om at købe et stykke af hans grund, men afslår han, er der selvfølgelig ikke noget at gøre. Man kan jo ikke tvinge en person til at sælge.

Tilbyder I naboen en god pris, eller er han i øvrigt en venligsindet mand, accepterer han dog med al sandsynlighed.

Det er relativt ukompliceret at arealoverføre jord fra én matrikel til en anden, hvis det blot er et beskedent areal af en ejendom, der overføres, og hvis købesummen er lav (under kr. 45.000). I så fald kan en landinspektør klare opgaven alene, og man undgår at tinglyse skøde m.v. og indhente samtykke fra den afgivende ejendoms panthavere.

Jeg tænker, at I under alle omstændigheder skal tilbyde naboen at betale alle omkostninger ved overdragelsen. Som købesum ville jeg i første omgang tilbyde kr. 10.000. Accepterer naboen ikke, kan I tilbyde mere – måske kr. 5.000 yderligere pr. gang – indtil der opnås accept. I må forvente, at omkostningerne til landinspektør løber op i kr. 10.000-15.000.

Når I er blevet enige med naboen om en pris, bør I som det første kontakte en landindspektør.

Hvis overdragelsesprisen bliver høj, og/eller det vil være nødvendigt at indhente samtykke fra naboens panthavere, må I forvente, at sagsomkostningerne bliver større, idet I så formentlig også får brug for en advokat, der navnlig skal bistå jer med at indhente samtykke samt forestå tinglysning af respektpåtegninger og/eller arealoverførselsskøde, men jeg tænker, at det er sandsynligt, at de samlede omkostninger inkl. den købesum, I må betale til naboen, kan holdes inden for kr. 25.000.

Med venlig hilsen / Best regards

Henrik Palmkvist
Dansk BOLIGadvokat, København Ø


TILBAGE

Spørg BOLIG-brevkassen

Søg i brevkassen

Køb bolig
Sælg bolig
Andelsbolig
Sommerhus
Nybyggeri/ombygning
Leje
Erhverv
Tvangsauktion
Ejerforhold
Dokumenter
Fejl og mangler
Økonomi
Diverse