Manglende varme i lejelejlighed | Danske BOLIGadvokater
Rådgiverportalen

Manglende varme i lejelejlighed

21.10.2024 12:16:53

 

Spørgsmål:

Hej Vi har nu boet i vores lejlighed siden 1. marts, hvor vi d. 13 marts meddelte at varmen ikke virkede i 4 af de 8 rum i huset. Der var kort tid efter 2 VVS’er ude at kigge på dette og give et tilbud på udlejer, men der blev ikke udbedret noget. Nu hvor der er begyndt at blive koldt igen har vi kontaktet udlejer igen hvor der nu er kommet et tredje VVS firma ud for at give tilbud. for en uge siden. Vi har ikke hørt noget yderligere fra udlejer. Hvordan står vi i forhold til at kunne få udbedret vores varme og vil det være muligt at tilbageholde betaling af leje indtil dette er udbedret. Samt er der evt. mulighed for krav om erstatning nu hvor vi ikke har haft varme i så lang tid og ingen udsigter til forbedring heraf.

Svar:

I finder jeres svar i lejelovens § 95. Ifølge denne bestemmelse kan I selv foretage udbedring på udlejers regning. I kan også kontakte kommunen og bede kommunen om at hjælpe jer med at genetablere varmen.

Hvis I vælger selv at antage et VVS-firma til at foretage udbedring, bør I forinden underrette udlejer om, at I agter at gøre dette og at I vil kræve udgifterne hertil erstattet af udlejer efterfølgende. Udlejer bør få en frist på i al fald nogle få hverdage til selv at få ordnet varmen, inden I sætter jeres eget VVS-firma til at gøre det. I bør også henvise til lejelovens § 95.

I frarådes at tilbageholde huslejebetalinger. Det kan resultere i, at der opstår betalingsmisligholdelse med den konsekvens, at udlejer kan hæve lejeforholdet og smide jer ud af boligen med Fogedrettens hjælp.

I vil formentlig have ret til erstatning. Vær dog opmærksom på, at I kun kan få dækket økonomisk tab, hvilket formentlig vil være begrænset, eller også vil der slet intet tab være.

Med venlig hilsen / best regards

Henrik Palmkvist
Advokat (H)


TILBAGE

Spørg BOLIG-brevkassen

Søg i brevkassen

Køb bolig
Sælg bolig
Andelsbolig
Sommerhus
Nybyggeri/ombygning
Leje
Erhverv
Tvangsauktion
Ejerforhold
Dokumenter
Fejl og mangler
Økonomi
Diverse