Spørgsmål:
Kære BOLIGadvokat
Vi er en lille ejerforening med 4 ejere.
En af ejerne, der nu har boet i vores hus i ca. 14 mdr. og som har en andel på ca 22%, er desværre slet ikke samarbejdsvillig og nægter at følge vores vedtægter.
Hun spiller til høj musik om aftenen – på trods af at der i vores vedtægter står, at man skal være stille og hensynsfuld efter kl 20.
Hun har placeret store havemøbler i vores fælleshave tæt på vores fælles hæk, så man ikke kan komme til at vande (resultat: hækken er gået ud) – og til trods for, at vi har bestemt på GF (hvor hun deltog) at hun skulle rykke møblerne 1,5 m væk fra hækken.
Hun holder hund, der tit gør og altid hyler, når den er alene hjemme – I vores vedtægter står, at man må holde hund – DOG må den IKKE være til gene for andre. Hunden farer desuden mod folk, hvis man tilfældigt møder den med ejer i opgangen.
Vi har på GF (hvor pågældende ejer var tilstede) aftalt, at hundens derfor skal bæres i trappen, hvilket dog ikke bliver respekteret.
Vi har påtalt ovenstående forhold flere gange, men nu blot fået brev fra pågældende ejers advokat med kort meddelelse om, at “det bestrides” at hunden er til gene.
Vi (øvrige 3 ejere) er samlet trætte af situationen, og vil hermed høre, hvad vores sanktionsmuligheder er? Vi tænker evt. det er muligt at udstede dagsbøder indtil tingene er bragt i orden? Vi er klar over, at vi nok skal kontakte en advokat, men håber her at få en lille vejledning til første skridt.
Svar:
Kære Spørger
En ejerforening kan pålægge en ejer at betale en bod, hvor ejeren har gjort sig skyldig i grov pligtforsømmelse. Dette middel kan være aktuelt i den situation, du beskriver.
Beslutningen om bod skal træffes på generalforsamling med i hvert fald kvalificeret flertal/ to tredjedele. Gør ejeren indsigelse mod bodskravet inden for 6 uger, skal ejerforeningen indbringe sagen for retten inden 6 uger herefter, for at fastholde kravet.
I kan således til en start forsøge at pålægge ejeren en bod for overtrædelse af hhv. husordenens bestemmelser og det på generalforsamlingen aftalte om, at hunden skal bæres i opgangen. Skulle sagen ende med en retssag og får I der medhold i, at boden var berettiget, kan der muligvis være grundlag for at ekskludere ejeren, såfremt hun fortsætter med samme handlinger. Dette kan ligeledes overvejes, hvis ejeren ikke gør indsigelse mod boden og ikke betaler denne, men fortsætter med handlingerne.
En boligadvokat vil kunne hjælpe med yderligere afklaring af muligheden for at pålægge ejeren bod, og bistå med en eventuel retssag i den forbindelse, samt konkret praktisk rådgivning i øvrigt.
Med venlig hilsen/Kind regards
Cecilia Veistrup
Dansk BOLIGadvokat, Hillerød