Spørgsmål:
Kære BOLIGadvokat, jeg har d. 15.02.23 købt en andelsbolig. Inden de første 14 dage er gået, laver jeg en indsigelse, da der mod forventning mangler fodlister i hele lejligheden. Jeg kontakter vurderingsmanden som ligesom jeg kategoriserer dette som en mangel han har overset. Sagens meldes at være imellem sælger og jeg. Sælger reagerer kraftigt på indsigelsen på 6500,-, kontakter vurderingsmanden og får ham til at give et estimat på en pris på udbedringen. Estimatet ligger på 2000,- hvilket jeg kontakter vurderingsmanden og spørger ind til, hvortil han svarer, at det er en sag mellem mig og sælger og kun et bud. Jeg har fået en pris hos en håndværker på de ca. 6500,- og sælger vil naturligvis ikke give mere end de 2000,-. Vi skriver frem og tilbage, men nu er sælger stoppet med at svare. Jeg står som køber af lejligheden nu og er lidt i vildrede i forhold til hvordan jeg skal komme videre. I følge overdragelsesaftalen udbetales den tilbageholdte sum automatisk efter 6 måneder. Det er altså til sælgerens fordel at stoppe med at svare samt at vurderingsvirksomheden uden andel rådgiver i forhold til pris. Har i en idé til eventuelt hvor jeg kan gå hen eller hvad jeg kan stille op i den her situation?
Svar:
Kære spørger.
Er andelsboligen handlet til maksimalprisen – det højeste beløb en sælger kan kræve for den pågældende bolig – uden der i prisen er sket fradrag for samtlige mangler, kan køber kræve prisen nedsat.
I den konkrete sag betyder det, at såfremt I har handlet til maksimalprisen, og der ikke er sket fradrag for mangler i form af manglende fodlister, kan du som køber rette krav mod sælger herom.
Kravet kan foreløbigt opgøres ved at indhente pris hos håndværker, som du har gjort.
Såfremt andelsboligforeningen fortsat har tilbageholdt og dermed rådighed over en del af købesummen, vil jeg anbefale dig at tage kontakt til foreningens bestyrelsen med oplysning om manglen, herunder din drøftelse med vurderingsmanden herom, og samtidig hermed præsentere bestyrelsen for udbedringsomkostningen hertil i form af tilbud fra håndværker. I den forbindelse tillige kræve at modtage beløbet udbetalt af den tilbageholdte købesum til dækning af manglen.
Såfremt andelsboligforeningen har udbetalt beløbet eller ikke anerkender kravet, vil jeg anbefale dig at tage kontakt til en boligadvokat, som kan hjælpe dig videre.
Med venlig hilsen/Kind regards
Cecilia Nakskov Veistrup
Advokat (L)
Partnerselskabet Advokathuset Nordsjælland