Min kæreste og jeg overtog den 1/6 2016 vores hus. Vi har efter indflytning oplevet at der gentagne gange stiger vand op gennem vores garagegulv. Dette er ikke noget der er oplyst om i tilstandsrapporten og sælger har ikke gjort opmærksom på det, og vi mener ikke at det er et problem der er opstået efter, at vi har overtaget huset. Er det normalt, at der ikke oplyses om noget sådant? Og er det noget der er muligt at gøre noget ved?
Yderligere havde vi bedt sælger om at fjerne deres haveaffald, hvilket de ikke mente, at de havde tid til. Kan det passe, at vi skal afholde udgiften ift. fjernelse af deres haveaffald?
Kære Spørger
Om haveaffaldet skal fjernes beror på om det er aftalt. Det skal fremgå skriftligt af købsaftale eller vilkår for købet.
Sælger kan have været i ond tro om et opstigende vand. Normalt vil man kunne se spor efter dette på gulvet og væggene.
Nu er en garage ikke en beboelse, så det har ikke helt samme betydning.
I bør kontakte en boligadvokat efter at have spurgt sælger om de har oplevet noget tilsvarende.
Med venlig hilsen
Thomas Damsholt
Dansk BOLIGadvokat, Lyngby