Spørgsmål:
Hej Danske boligadvokater
Min far vil gerne sælge sit hus, nu når han skal gå på pension. Min far regner ikke med at få ret meget for huset, da det trænger til en kærlig hånd, og han ønsker i bund og grund kun at få det for det, som han skylder, som er omkring 400.000 kr (den offentlige ejendomsvurdering er på omkring 800.000 kr).
Nu har han fået en henvendelse fra nogen, som muligvis ønsker at købe hans hus, men vi er blevet i tvivl, om han må sælge sit hus under den offentlige ejendomsvurdering?
Svar:
Kære spørger
Der er intet i vejen for at sælge sit hus til en pris under den offentlige vurdering. Dog skal huset sælges til markedsværdien. I modsat fald er der risiko for, at modtageren bliver beskattet af differencen mellem markedsprisen og salgsprisen. Det vil dog aldrig komme på tale, hvis salget sker til en tredjemand uden relation til sælgeren, idet man i sådan situation formoder, at handlen er indgået på markedsvilkår.
Sælger din far i stedet til nærstående som eksempelvis børn, skal I passe meget på. I så fald er I nødt til at sikre jer dokumentation for, at købesummen er lig markedsprisen. Det kan I gøre ved at indhente en ejendomsmæglervurdering.
Det forekommer ofte, at markedsværdien af en ejendom ligger under den offentlige vurdering. Det gælder særligt i de såkaldte udkantskommuner som f.eks. Lolland Kommune.
Med venlig hilsen / Best regards
Henrik Palmkvist
Danske Boligadvokater, København