Salg af sommerhus til datter | Danske BOLIGadvokater
Rådgiverportalen

Salg af sommerhus til datter

22.10.2024 09:20:15

 

Spørgsmål:

Hej! Vi vil gerne tilgodese vores datter med et “billigt” sommerhus og vil sælge vores eget sommerhus til hende som familiesalg/overdragelse. Hun bor hjemme hos os. Hun er voksen, studerer og har kun SU som indtægt samt lidt studiejob. Vi vil sælge det med minus 15 % og lave et gældsbrev/familielån til hende. Spørgsmål: 1) Nogle steder står der minus 20 % som sommerhus, så er det 20 % eller 15 %? 2) Er der noget til hinder for, at vi sælger det til hende? Her tænker jeg på, at hun jo ikke har “rigtig” indtægt og endda bor hjemme? Huset er ubelånt, så der skal ikke ske kreditvurdering i en bank. 3) Og er det korrekt, at hun en dag kan sælge det frit, og hvis hun kun selv har brugt det og ikke lejet det ud osv., og derved får en skattefri gevinst, hvis det er steget i værdi? Er der regler for hvor længe hun skal eje det? 4) Er der noget vi ikke har “set”?

Svar:

Hvis sommerhuset ikke har modtaget ejendomsvurderingen for 2020, så er det muligt at overdrage sommerhuset efter værdiansættelsescirkulæret til +/- 15% af denne vurdering.
Hvis sommerhuset har modtaget ejendomsvurderingen for 2020, så er det muligt at overdrage sommerhuset efter værdiansættelsescirkulæret til +/- 20% af denne vurdering.

Overdragelsen kan dog kun finde sted på ovenstående vilkår, hvis der ikke foreligger ”særlige omstændigheder”.

Jeg ser en udfordring i, at jeres datter ikke har ”rigtig indtægt”, der gør, at hun vil kunne betale af på det familielån, som i vil yde. Der skal nemlig ske en afvikling, ellers er udgangspunktet, at overdragelsen af sommerhuset er en gave, som skal beskattes.

Det er korrekt, at hvis overdragelsen gennemføres, så kan jeres datter som udgangspunkt sælge huset på et senere tidspunkt, uden at der sker beskatning af en eventuel gevinst. Der er dog krav til, at jeres datter skal have ejet sommerhuset i en vis periode, og praksis er desværre ikke helt klar, idet denne bliver skabt ud fra konkrete sager. Der synes dog at være en tendens i praksis, som tilsiger, at ejendommen skal være ejet af jeres datter i minimum 3,5 år, for det videresælges. Størrelsen på gevinsten kan muligvis forkorte eller forlænge den påkrævede ejertid.

Jeg vil klart anbefale dig at kontakte en BOLIGadvokat, der kan vejlede dig/jer herom.

Med venlig hilsen

Rasmus Lindsten
Advokat, associeret partner


TILBAGE

Spørg BOLIG-brevkassen

Søg i brevkassen

Køb bolig
Sælg bolig
Andelsbolig
Sommerhus
Nybyggeri/ombygning
Leje
Erhverv
Tvangsauktion
Ejerforhold
Dokumenter
Fejl og mangler
Økonomi
Diverse