Spørgsmål:
Vi vil gerne sammenlægge 2 lejligheder i en lille andelsforening, som består af 3 beboelseslejligheder. Dvs., at foreningen reelt kommer til at bestå af to lejligheder. – Kan det rent lovgivningsmæssigt lade gøre? – P.S. Ifølge vores vedtægter fremgår det, at foreningen består af mindst 3 andelshavere. Det kan vi godt få til at gå op, da foreningen vil bestå af et ægtepar (2 andelshavere) og en tredje andelshaver.
Svar:
Kære spørger
Sammenlægning af andelsboliger er som udgangspunkt underlagt foreningens beslutning. Står der ikke noget i vedtægterne, kan sammenlægning kun vedtages på generalforsamling med kvalificeret flertal. Det er endvidere op til foreningen hvorledes sammenlægning kan ske.
I kan ændre vedtægterne med det angivne vedtægtsmajoritetskrav.
Derudover gælder der ved visse lejlighedssammenlægninger, at de skal godkendes af den kommune som andelsboligforeningen ligger i.
Jeg vil foreslå dig at forelægge foreningen spørgsmålet om sammenlægning samt at kontakte kommunen, for så vidt angår evt. bygningsmæssige krav vedrørende sammenlægning.
Med venlig hilsen
Erik Turley
Danske Boligadvokater, Hillerød