Spørgsmål:
Ved køb af lejlighed, når der ingen tilstandsrapport foreligger, og derfor ingen ejerskifteforsikring, hvordan kan jeg så som køber sikre mig?
Svar:
Kære Spørger
Jeg formoder, at dine overvejelser går på, hvordan du kan sikre dig mod skjulte fejl og mangler, som først bliver opdaget efter overtagelse af lejligheden.
For så vidt angår den manglende tilstandsrapport kan du hyre din egen byggetekniske rådgiver, som kan gennemgå lejligheden og bygningerne, inden du binder dig til handlen. Herved får du samme kendskab til ejendommen, som en tilstandsrapport ville have givet dig. Ulempen er naturligvis, at du selv skal betale herfor, og det kan sikkert nemt løbe op i kr. 5.000-10.000 for sådan en byggeteknisk bistand.
Den manglende mulighed for at tegne ejerskifteforsikring kan du desværre ikke gør noget ved. Der findes ingen alternative forsikringsprodukter eller lignende. Dog har du mulighed for at kræve kompensation hos din sælger, hvis der senere måtte dukke skjulte fejl og mangler op. Vær dog opmærksom på, at det ikke er alle skjulte fejl og mangler, som sælger hæfter for. Udgangspunktet er, at sælger hæfter for alle forhold, som kan “bebrejdes” sælger. Andre forhold hæfter sælger kun for, hvis de anses for ikke-bagatelagtige, hvilket indebærer, at de udgør en værdiforringende mangel på omegnen af 5% af købesummen.
Med venlig hilsen / best regards
Henrik Palmkvist
Dansk BOLIGadvokat, København