Spørgsmål:
Kære BOLIGadvokat
Vi har i start december købt en ejerlejlighed.
På indflytningsdagen opdagede vi tegn på skimmelsvamp, som havde været skjult fra møbler tidligere.
Østergaard rådgivere har udfærdiget en indeklimarapport, der viser høje mængder af skimmelsporer – her mistænkes etageadskillelsen.
Ejerforeningen/bestyrelsen har kendt til fugtproblemer i kælder over flere år, men sælger påstår ikke at have vidst noget og afviser ansvar.
Vi ønsker jeres vurdering af sagen.
Svar:
Kære Spørger
Tak for dit spørgsmål.
Først og fremmest lyder det som om, at du har orienteret sælger omkring dit/jeres fund af skimmelsvamp i lejligheden. Det er positivt, da man skal reklamere, når man finder skader/mangler.
Det er ligeledes rigtig godt, at I allerede har rekvireret et firma til at klarlægge, hvad årsagen til skimmelsvamp kan være. Dog kan det have en betydning, hvis sælger og bestyrelsen i ejerforeningen ikke har været til stede, da Østergaard Rådgivere besigtigede ejendommen og tog prøver, og sælger samt bestyrelsen i ejerforeningen nægter at være ansvarlige.
Der vil det være nødvendigt at rekvirere et syn og skøn enten som en isoleret bevisoptagelse, eller under en retssag.
Hvis det viser sig, at det er etageadskillelsen, der er årsagen til forekomsten af skimmelsvamp, så er udgangspunktet, at ansvaret ligger hos ejerforeningen. En undtagelse hertil er dog, hvis ejeren af lejligheden (i jeres tilfælde sælger) direkte eller indirekte er årsagen til, at etageadskillelsen er skadet.
Oplysningen om, at ejerforeningen har været bekendt med problemet er meget interessant, da det alt andet lige kan gøre det ”nemmere” at gøre dem ansvarlige, da de så har ladet stå til.
Afhængig af omfanget af skimmelsvamp bør det dog ligeledes overvejes, om sælger taler sandt, når denne oplyser, at man ikke har haft kendskab til skimmelsvampen. Sælger har oplysningspligt i forbindelse med salget, og er denne ikke loyalt opfyldt, så ifalder sælger som udgangspunkt ansvar.
Jeg vil dog anbefale, at du kontakter en BOLIGadvokat hurtigst muligt, så I sammen kan gennemgå sagen.
Med venlig hilsen
Rasmus Lindsten
Dansk BOLIGadvokat, Nykøbing Falster