Spørgsmål:
Vi er 5 rækkehuse hvor der iflg vedtægterne er eksklusiv brugsret til hver vores parkeringsplads og så en sidste plads hvor alle har fælles brugsret. Et flertal på 3 har på generalforsamlingen stemt igennem at pladsen alene nu kun kan anvendes af gæster. 2 huse mener at beslutningen er ugyldig og i strid med vedtægterne da der fratages os 2 huse vores vedtægtsmæssige og tinglyste brugsret til den sidste p-plads. Vi mener pladsen alene er forbeholdt beboerne og gæster derfor skal henvises til alternativ parkering på vejen da andet vil kræve en vedtægtsændring til hvilken der skal være enstemmighed. Håber problematikken er forståelig. Så hvem har ret?
Svar:
Kære Spørger
Nu har jeg ikke set vedtægterne, så jeg svarer på baggrund af dine oplysninger:
Hvis det af vedtægterne fremgår at der er eksklusiv brugsret til hver jeres parkeringsplads og en sidste plads hvor alle har fælles brugsret, så er det en rettighed som ikke bare kan tages fra ejerne.
Jeg mener også at udgangspunktet er enstemmighed, i hvert fald for jeres egne pladser, som dog ikke er berørt af afstemningen.
Om den fælles plads er sikret i vedtægterne ved enighed hvis det ændres eller som min 2/3 flertal er ikke let af afgøre, men det ville så have krævet at min. 2/3 stemte for en vedtægtsændring (det normale krav) og 3 ud af 5 er ikke 2/3.
Så på denne baggrund mener jeg ikke at vedtagelsen er gyldig.
Med venlig hilsen
Thomas Damsholt
Advokat (H)