Spørgsmål:
Kære eksperter.
Jeg har et spørgsmål vedr. fællesvedtægter. Det hele startede med, at min kone og jeg købte den ene halvdel af et tofamilieshus her i foråret. Da det hele kom på plads, viste det sig, at der ikke var nogle fællesvedtægter på ejendommen. Med tiden og efter samtale med den tidligere ejere kunne jeg stadig konstatere, at den anden ejer ikke er interesseret i det.
Så mit spørgsmål er, er der nogle statsvedtægter, der kan bruges i forhold til fælles vedligeholdelse? Og i så fald og det ikke bliver indfriet af den modsatte part, hvor kan jeg så henvende mig for at få dem til at deltage på lige fod?
Jeg håber, I kan hjælpe med svar.
Svar:
Kære spørger
Rådgivningen i forbindelse med jeres køb ville under normale omstændigheder have berørt og taget stilling til indholdet af vedtægter.
At der ikke er vedtægter er ikke sædvanligt og efterlader jer nu i det beskrevne dilemma.
Der er for ejerforeninger m.fl. udarbejdet nogle standardvedtægter, som man måske kan ” læne sig op ad” , hvis man skal foreslå medejeren en ramme for rettigheder og pligter for begge ejere i det fælles ejerskab af ejendommen.
Drøft fremgangsmåden med en boligadvokat, der kan tage højde for at spørgsmålet – hvis en fredelig løsning med medejeren ikke findes – bliver håndteret på en måde, som efterfølgende kan forelægges for domstolene, hvis man skulle komme så langt.
Det kan blive nødvendigt.
Med venlig hilsen/Kind regards
Erik Turley
Danske Boligadvokater, Hillerød