Spørgsmål:
Kære BOLIGadvokat
Vi er i fuld gang med at ombygge vores badeværelse i en lejlighedsbygning. I denne forbindelse skal vi skifte gulvafløbet, der er i betongulvet og en del af det er synligt fra vores underbos loft.
Vores underbo har nedhængt loft. Vi vil gøre vores bedste for at skifte afløbet uden at beskadige hans nedhængte loft. Kan han i så fald kræve, at vi tager det nedhængte loft ned, fikser det originale loft og genopbygger det nedhængte loft?
Vi ordner hullet i gulvet, men der er ingen grund til at fikse det originale loft ud fra et æstetisk synspunkt, da han har et nedhængt loft. Vi burde kunne få adgang til afløbet. Den omstændighed, at han har valgt at dække det, forpligter os ikke til at fikse det originale loft og det nedhængte loft?
Svar:
Kære Spørger
Jeg går ud fra, at der er tale om ejerlejligheder.
Proceduren for ombygning mv. vil typisk være beskrevet i ejerforeningens vedtægter. Disse skal i derfor finde og gennemlæse, inden i går i gang med arbejderne.
Hvis I er i tvivl, så bør I kontakte ejerforeningens bestyrelse inden I påbegynder arbejdet. Vær opmærksom på, at I muligvis skal anmelde arbejderne overfor de kommune, som ejendommen er beliggende i.
Jeg vil klart anbefale, at I indgår i en positiv dialog med jeres underbo omkring arbejderne. I skal begge kunne bo der, også efter arbejderne er udført, og her kommer I meget langt med en positiv dialog allerede nu.
I forhold til, om underboen kan kræve det oprindelige loft udbedret, så skal I være opmærksomme på, at en del af dette (selve etageadskillelsen) faktisk er ejet af ejerforeningen, hvorfor de også skal inddrages.
Men det klare udgangspunkt er, at I – så vidt muligt – skal genetablere loft mv., som det var, når I er færdige med jeres renovering.
Med venlig hilsen
Rasmus Lindsten
Dansk BOLIGadvokat, Nykøbing Falster