Spørgsmål:
I forbindelse med at min far har fået renoveret sit gamle badeværelse, skulle afløbet flyttes. I den proces skulle det gamle afløb skæres over, og der skulle tilkobles et nyt. Nu er situationen, at der er en utæthed i afløbet og vandet løber ned til underboen.
Der er blevet brugt et autoriseret VVS-firma til opgaven. Der er også blevet lagt EL-gulvvarme i hele badeværelset. Vi står umiddelbart i den situation, hvor alt gulv skal bankes op – og EL-gulvvarme skal geninstalleres.
Vi mener, at det er VVS-firmaet, som skal udbedre forholdet samt dække omkostningerne forbundet med gulv og EL-gulvvarme. Er det korrekt antaget eller skal vi selv tage regningen?
Svar:
Hej Spørger.
Tak for dit spørgsmål.
Først og fremmest, så er det vigtigt, at I laver en reklamation til VVS-firmaet, så de er orienteret om, at I mener, at de har lavet en fejl ved det udførte arbejde.
Dernæst, så skal I have brudt gulvet op for at se, hvad problemet er. Processen herom kan håndteres på flere måder. Det vigtigste er dog, at VVS-firmaet bliver informeret om, at I bryder gulvet op, og de skal også have mulighed for at være til stede, når det sker.
Jeg vil anbefale, at I enten tager kontakt til Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed, og får dem til at udpege en uafhængig byggesagkyndig, som kan komme, lave det destruktive indgreb og vurdere, hvem der har ansvaret for skaden, samt hvad det skal koste. Det er meget vigtigt, at VVS-firmaet bliver orienteret herom – og får mulighed for at være til stede, når den byggesagkyndige laver indgrebet.
Ellers vil VVS-firmaet kunne anfægte konklusionerne, som den byggesagkyndige laver.
Et alternativ er at lave en såkaldt isoleret bevisoptagelse, hvilket er et syn og skøn gennem retten. På den måde vil beviset (syn og skønnet) blive optaget gennem retten og vil utvivlsomt kunne bruges ved en eventuel senere retssag om ansvaret og omkostningerne.
Det er dog også vigtigt, at I får begrænset skaden hurtigst muligt, hvorfor I bør tage kontakt til skadeservice.
Jeg vil dog anbefale jer at tage kontakt til en BOLIGadvokat hurtigst muligt, som kan rådgive jer konkret om, hvad den bedste vej vil være for jer i den konkrete situation.
Med venlig hilsen
Rasmus Lindsten
Dansk BOLIGadvokat, Nykøbing Falster